Hvordan sikrer man, at digital transformation styrker forretningen?
Alle virksomheder kan med digitalisering styrke deres leverancer og konkurrenceevne. Men med digitalisering ændrer man ofte på både produkter, service og forretningsmodel, hvilket griber dybt ind i virksomhedens værdiskabelse. Hvordan leder man den digitale transformation, så alle disse ændringer vedvarende styrker forretningen?
forretningEfteruddannelse
Skrevet 1. april 2016 10:00 af Ninna Gandrup
- For at få det fulde udbytte af en digital transformation skal man som digital leder være forretningskompetent. Man skal både kunne se, hvordan digitalisering virker på forretningen og skaber værdi for virksomheden, men man skal også vide, hvordan man påvirker den forretningsmæssige dagsorden. Det er helt afgørende, hvis it skal være en vækstdriver frem for en omkostning, fortæller Jimmy Kevin Pedersen, der er underviser på kurset Digitalt lederskab og partner i konsulentvirksomheden 1stoke, som blandt andet rådgiver private og offentlige virksomheder i digital ledelse.
Optimalt set bør man integrere digitalisering styringsmæssigt i virksomheden, så der kommer et fokus fra topledelsen på digitaliseringens betydning for virksomheden.
Jimmy Kevin Pedersen, underviser i Digitalt lederskab på IT-Universitetet og partner i konsulentvirksomheden hos 1stoke.
Hvorfor digital transformation?
Kunder og samarbejdspartnere ændrer adfærd og præferencer i takt med at teknologien udvikler sig. Mens de bliver mere digitale, er det afgørende for virksomheden at matche og i nogle tilfælde sætte standarden for, hvordan det digitale samspil skal foregå mellem parterne. Den digitale indsats skal blandt andet vurderes i dette perspektiv.
- Man skal kunne matche dem, man vil arbejde sammen med, og dem man konkurrerer i mod. Derfor skal den digitale ledelse kunne analysere virksomhedens omgivelser og vurdere, hvordan digitalisering kan skabe konkurrencemæssige fordele, der giver virksomheden værdi og vækst. På de indre linjer i virksomheden skal man have fokus på, hvordan man samarbejder med forskellige faggrupper og ledelsesniveauer om digitalisering og forretningsudvikling. Sammenhængen mellem det eksterne og det interne perspektiv er nøglen til at få digital transformation sat på dagsorden på det rigtige ledelsesmæssige niveau. Det er det, der skal guide beslutningerne relateret til digital transformation, siger Jimmy Kevin Pedersen.
Gevinstrealisering er helt centralt
En forudsætning for at se sammenhængen mellem digitalisering og forretningsudvikling er derfor, at den digitale leder taler forretningssprog om gevinstrealisering, konkurrence, strategi og økonomi på et niveau, så topledelsen forstår, hvordan nye digitale initiativer bidrager til virksomhedens værdi og udvikling.
- Det er ikke nok bare at se de gode idéer og have den teknologiske indsigt til at realisere dem. Idéerne skal også skabe værdi for virksomheden. Her handler det om at identificere gevinster og effekter af de forskellige digitaliseringsindsatser. Ligeså vigtigt er det, at gevinsterne faktisk realiseres. Det kræver en god praksis med at bruge af business cases ikke blot som beslutningsdokumenter men også som styringsværktøj. Det forudsætter indsigt i forandringsledelse, virksomhedskultur og interessenthåndtering samt en god digital governance struktur, fortæller Jimmy Kevin Pedersen.
Digital governance er en forudsætning
Men digitaliseringsprocesser handler ikke kun om at se effekter og gevinster. Hvis digitalisering for alvor skal integreres i virksomheden og være en del af virksomhedens dna, skal digital transformation indgå som en del af den almindelige ledelsesstruktur i virksomheden.
- Optimalt set bør man integrere digitalisering styringsmæssigt i virksomheden, så der kommer et fokus fra topledelsen på digitaliseringens betydning for virksomheden. Det sætter it ind i en stærk forretningsmæssig kontekst, hvor it forlader teknikverdenen og bliver en central del af forretningsverdenen. Først da får man løftet udfordringerne op på et forretningsmæssigt niveau, og først da giver begrebet digital transformation fuld mening, afslutter Jimmy Kevin Pedersen.