IT-Universitetet får ny datalogiuddannelse
ITU's kandidatuddannelse i Softwareudvikling splittes fra efteråret 2018 op i to selvstændige uddannelser: Datalogi og Softwareudvikling.
Institut for DatalogiUddannelsePeter Sestoft
Skrevet 12. december 2017 12:54 af Vibeke Arildsen
Hidtil har de studerende på IT-Universitetets kandidatuddannelse i Softwareudvikling kunnet vælge mellem et Advanced Computing-spor og et Design-spor, men fra efterårssemesteret 2018 bliver sporene til to selvstændige uddannelser: Datalogi (cand.scient.) og Softwareudvikling (cand.it.).
”Opsplitningen af uddannelsen sker blandt andet på opfordring af et panel af arbejdsgiverne. Med to separate uddannelser kan vi skabe to klare, særskilte profiler, hvilket vil tilgodese både studerende og arbejdsgivere,” siger Peter Sestoft, institutleder ved Institut for Datalogi.
Kandidatuddannelsen i Datalogi er en videreudvikling af Advanced Computing-sporet, og navneskiftet sker blandt andet for at gøre uddannelsen mere sammenlignelig med datalogiuddannelser på de øvrige danske universiteter, fortæller Peter Sestoft.
Der er et stort og umættet behov for kandidater i datalogi, som er meget efterspurgte, ikke bare i softwareindustrien, men i næsten alle erhverv samt i digitaliseringen af den offentlige sektor
Peter Sestoft, Institutleder, Institut for Datalogi
”Med datalogiuddannelsen sikrer vi en mere tydelig kommunikation af de mest teknisk orienterede kandidaters kompetencer til arbejdsgiverne. Der er et stort og umættet behov for kandidater i datalogi, som er meget efterspurgte, ikke bare i softwareindustrien, men i næsten alle erhverv samt i digitaliseringen af den offentlige sektor” siger han.
På den nye uddannelse kan de studerende vælge mellem forskellige specialiseringer, blandt andet i machine learning, robotics, informationssikkerhed og software engineering.
Datalogiuddannelsen optager studerende, som har en bachelorgrad i for eksempel softwareudvikling, datalogi, Data Science eller lignende med i bagagen.
Softwareoverbygning til ikke-tekniske profiler
Kandidatuddannelsen i Softwareudvikling henvender sig derimod til studerende med andre uddannelsesbaggrunde, som ønsker at kombinere for eksempel en humanistisk eller samfundsvidenskabelig bacheloruddannelse med en teknisk overbygning. På den måde har de studerende mulighed for at skabe en unik faglig profil.
Læs mere om kandidatuddannelsen i Datalogi.
Læs mere om kandidatuddannelsen i Softwareudvikling.
Peter Sestoft, professor og leder af Institut for Datalogi, telefon +45 7218 5083, email sestoft@itu.dk
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk