Big data-investeringer betaler sig, viser ny forskning
I gennemsnit kan virksomheder øge produktiviteten med 3,75 procent ved at implementere big data analytics-løsninger, viser forskning fra IT-Universitetet og University of Liechtenstein. Studiet er baseret på data om mere end 800 store internationale virksomheder.
Institut for Business ITForskningbig dataforretningOliver Müller
Skrevet 4. april 2018 08:39 af Vibeke Arildsen
Mange virksomheder har i løbet af det sidste årti kastet sig ud i at optimere forretningen ved hjælp af big data analytics (BDA). For store virksomheder kan det let koste flere hundrede millioner kroner at indkøbe ny software og hardware, ansætte datakyndige medarbejdere og få big data-løsningerne til at spille sammen med virksomhedens eksisterende systemer og processer.
Forskere fra IT-Universitetet i København og University of Liechtenstein har nu undersøgt, hvorvidt disse enorme investeringer faktisk kan betale sig.
Via en af markedets største softwareleverandører har forskerne fået adgang til data om godt 800 store internationale virksomheders implementering af big data-løsninger i perioden 2008-2014. Analysen er et af de første videnskabelige studier, der direkte undersøger sammenhængen mellem brugen af big data-løsninger og økonomiske resultater.
It-tunge virksomheder høster den største gevinst
På tværs af alle brancher øgede big data analytics produktiviteten med 3,75 procent, men der er udsving mellem de forskellige brancher, fortæller Oliver Müller, lektor på IT-Universitetet og leder af projektet.
Virksomheder i de it- og datatunge brancher opnår en klar gevinst med big data analytics.
Oliver Müller, lektor på ITU
”Virksomheder i de it- og datatunge brancher opnår en klar gevinst med big data analytics. Denne type virksomheder kan i gennemsnit øge produktiviteten med knap 7 procent pr. år i forhold til lignende virksomheder, som ikke anvender big data-løsninger,” siger han.
Ifølge Oliver Müller skyldes det formentlig, at it- og dataintensive virksomheder allerede ligger inde med systemer og infrastrukturer, som kan føde data ind i big data-værktøjerne. Desuden har de medarbejdere med kompetencer til at udnytte potentialet i dataene, for eksempel data scientists.
”Det understreger, at big data-løsninger ikke kan stå alene. Det er vigtigt, at virksomheden også har de fornødne systemer og medarbejdere til rådighed,” siger han.
Solidt empirisk bevis for værdien af BDA
Også i stærkt konkurrenceprægede brancher som detail-, bank- og teleindustrien gør big data og analytics en forskel på bundlinjen.
”I brancher, hvor mange andre tilbyder den samme type produkt eller service, kan big data-løsninger gøre forskellen. Her fandt vi en produktivitetsforbedring på knap 6 procent. Denne type virksomheder er sandsynligvis bedre til at udnytte big data-værktøjerne, end man er i brancher, hvor der ikke er den store konkurrence,” siger Oliver Müller.
”Alt i alt giver undersøgelsen et solidt empirisk bevis for, at big data analytics skaber forretningsmæssig værdi, men den understreger samtidig vigtigheden af at overveje de specifikke forhold, der gælder i ens branche, før man investerer. Vores resultater kan hjælpe beslutningstagere med at afstemme forventningerne i forhold til, hvor stort et afkast, man kan forvente, og hvor længe det tager at tjene investeringen ind,” siger Oliver Müller.
Oliver Müller, lektor, email olmy@itu.dk
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk